Hvad jeg VIRKELIG tænker?

Hvorfor har jeg aldrig skrevet hvad jeg virkelig tænker? Det ved jeg egentlig slet ikke selv. Måske frygter jeg ting? Måske frygter jeg bare, at jeg er bange for at indrømme hvad jeg virkelig tænker? Det er faktisk farligt. For hvis man fortæller andre hvad man virkelig tænker, åbner man sine tanker op for dem. Man åbner så mange døre op for vedkommende. Så snart de ved én lille ting, så er det nøglen til resten. Og hvorfor? Jamen kære venner, det er fordi at jeg er meget forudsigelig. Så hvorfor egentlig lukke andre ind i det eneste sted jeg kan kalde mit sted? Der er ingen regel for, at man skal være social dér? Ingen forældre som kan komme og sige "Få dig nogle venner!" inde i sin egen lille verden? Nope, det er mit helt eget sted hvor jeg kan gøre hvad der passer mig. Har du egentlig tænkt over, hvor meget plads du har inde i sådan et lille sted? Ingen regler, ingen grænser, ingen andre end dig. Det har jeg tit tænkt på. Men jeg kan stadig ikke helt forstå, at jeg har så meget frihed. Det er dér drømmene opstår. For hvor ellers? Ens drømme dukker altid op inden i dine tanker som det fuldstændig første sted. Det er ekstremt at tænke på. Det er faktisk så stort, at min hjerne ikke kan forstå det. Ligesom at en menneskes hjerne ikke kan forstå, at universet er uendeligt. For hvor stort er 'uendeligt'? Der er så meget vi ikke forstår. Og så meget som står uskrevet. Men sådan er det jo bare.. Ikke?